Flyekspert: MH17-havarirapport mangler vigtig brik

Skrevet af admin

09/09/2014

Dagens topnyheder

Den foreløbige havarirapport fra flyet MH17 fra Malaysia Airlines, der faldt ned 17. juli i det uroplagede Østukraine, er politisk afbalanceret. Den giver et neutralt indblik i, hvad der skete omkring flystyrtet, men der mangler stadigvæk en brik, der kan klarlægge endnu flere detaljer.

Det siger flyekspert Paul Hulme Harrison, der er formand for Ingeniørforeningens Flyvetekniske Selskab, IDA FLY.

- Man har ikke haft mulighed for at besøge nedstyrtningsstedet, som man normalt har adgang til. Hvis man ser på det som et puslespil, så vil man gerne have alle brikkerne, og man vil gerne have alle detaljerne i brikker.

- Desto flere brikker man har adgang til, desto bedre kan man se sammenhængene. Alle detaljer omkring havaristedet har vi ikke indsigt i, og det er selvfølgelig et problem, siger han til Ritzau.

Havarirapporten er lavet af hollandske eksperter og blev tirsdag offentliggjort.

Generelt roser Paul Hulme Harrison udarbejdelsen af havarirapporten, som han kalder neutral og upartisk.

Indholdsmæssigt hæfter han sig især ved, at flyets piloter ikke har været vidende om, at flyet var på vej til at blive ramt af "talrige objekter, som i høj hastighed trængte ind i flyet udefra", som, rapporten konkluderer, var årsagen til styrtet.

- Der har ikke været noget omkring samtalen mellem piloterne, der indikerer, at de skulle have hørt eller set noget. Og bing - så stopper samtalen pludselig.

- Der er heller ikke noget, som tyder på, at besætningen var problematisk. Piloterne var uddannede og ved godt helbred. Der var ikke noget i flyets vedligehold, der sagde, at flyet var i udu, siger han.

Rapporten konkluderer også, at der ikke er tegn på, at nogle har pillet ved og lagt falske data ind i de sorte bokse, der knap en uge efter flystyrtet blev sendt til undersøgelser i Storbritannien, siger Paul Hulme Harrison.

Han ser nu frem til, at havarieksperterne vil undersøge nærmere, hvorfor myndighederne accepterede, at der gerne måtte flyves i luftrummet, hvor flyet blev skudt ned.

/ritzau/