Flygtede fra trafikdrab: To 20-årige mænd anholdt

Skrevet af admin

11/02/2014

Mest læste i dag

To unge mænd, som politiet mistænker for at have påkørt og dræbt en ældre kvinde mandag aften, er blevet anholdt.

De to 20-årige mænd er fra Vesthimmerland.

- Vi kender dem begge i forvejen og er nu i gang med at afhøre dem, siger vagtchef Peter Redder fra Nordjyllands Politi.

Bliv ven med dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Klokken 22.30 blev en 79-årig kvinde ramt af en varebil på Gl. Tingvej i Aars. Føreren af varevognen stoppede ikke op for at hjælpe kvinden, der bor i byen.

- Cirka 200 meter længere henne ad vejen mister chaufføren tilsyneladende kontrollen med varebilen, som rammer et hus. Vidner så derefter to mænd løbe bort fra stedet, forklarer Peter Redder.

Fire politihunde blev uden succes sat ind i eftersøgningen af de to personer i flugtbilen.

- Det er godt politiarbejde af vores folk i lokalområdet, der gør, at vi finder frem til de to, der befandt sig på den samme adresse, da vi anholdt dem, siger Peter Redder.

Varebilen af mærket VW Transporter var blevet stjålet få minutter før påkørslen.

Den dræbte kvinde var netop blevet sat af og ville krydse Gl. Tingvej på vej hjem, da hun blev ramt af varevognen.

/ritzau/