Flygtet voldtægtsmand stadig på fri fod

»Vi fik et tip fra en borger, der så en mand ligge oven på en stak halmballer mellem Kogsbølle og Frørup,« siger vagtchef ved Fyns Politi Thomas Bentsen.

»Vi sendte en patrulje til stedet, men manden tog flugten til fods ind i et skovområde og slap fra patruljen,« siger vagtchefen, der understreger, at det ikke er sikkert, at der er tale om den undslupne fange.

»Vi har ledt i området hele natten med hunde, men det tog noget tid, før hundepatruljerne nåede frem, så manden kan i princippet have været ude af området allerede inden, vi begyndte at afsøge det med hundene,« siger Thomas Bentsen.

Manden undslap fra Nyborg Statsfængsel mellem klokken 11 og 13 søndag ved at hænge noget tøj over fængslets pigtrådshegn, så han kunne kravle over det, hvorefter han kunne kravle videre over en mur og ud i friheden.

Politiet har ikke nogen spor i sagen.

»Vi ved desværre ikke, hvor vi skal begynde at lede,« siger vagtchefen fra Fyns Politi.

Rumæneren blev i sidste år idømt halvandet års fængsel for en sædelighedsforbrydelse, og efter afsoningen skal han udvises af Danmark.

Han er 175 centimeter høj, almindelig af bygning, har brune øjne og kort, mørkt hår. Derudover har han tatoveringer på højre overarm og venstre underarm.

BNB

Dagens Gossip

Dagens TV