Flygtninge druknet i kæntringsulykke

Ifølge internationale nyhedsmedier befandt der sig mellem 100 og 200 personer om bord, da det, der skulle være en redningsbåd, sejlede mod nogle klipper og forulykkede.

Barbara Manzi, leder af FNs kontor for koordinering af humanitær indsats, OCHA, i byen Sittwe i Myanmar, oplyser til BBC, at der er igangsat en eftersøgningsaktion i området, og at de ombordværende efter planen skulle have været sejlet fra den lavtliggende flygtningelejr et mere sikkert område:

»Det lader til, at båden forlod lejren med de lokale myndigheders velsignelse, inden den ramte klipperne,« siger hun.

Det vides endnu ikke, hvor mange ofre ulykken har krævet.

Flygtningene på båden tilhørte det rohingya-muslimske mindretal, der gennem de seneste måneder er blevet udsat for systematisk forfølgelse fra det buddhistiske flertal, og som har måttet søge tilflugt i interimistiske lejre, som de blev evakueret fra.

FN advarede allerede i sidste uge om risikoen for, at den kommende orkan vil udgøre en trussel mod indbyggerne i de i lavtliggende områder. Evakueringerne blev startet mandag omkring Sittwe, hvor mindst 20.000 flygtninge lever i primitive lejre.

Dagens Gossip