Flygtninge fra Syrien lettere ind i Danmark

Situationen i borgerkrigshærgede Syrien er nu så alvorlig, at Flygtningenævnet for første gang har besluttet at lempe reglerne for asyl, så flygtninge fra de hårdest ramte områder i Syrien nu får direkte adgang til at søge asyl i Danmark.

Det betyder, at flygtninge fra de områder i Syrien, hvor der er hårde kampe og overgreb mod civile, ikke længere behøver at være personligt forfulgt for at kunne søge asyl. Nu er det alene nok at komme fra de pågældende områder, oplyser Flygtningenævnet.

Personer, der kommer fra de uroplagede områder, vurderes at være i reel risiko for at blive udsat for tortur og andre overgreb, hvis de vender tilbage til Syrien.

Lempelserne sker ifølge Flygtningenævnet på baggrund af, at situationen er blevet væsentligt forværret i Syrien i de seneste måneder.

Beslutningen huer ikke Dansk Folkeparti, som frygter en "endnu større syrisk indvandring via asylsystemet".

- Jeg mener helt klart, at Danmark skal hjælpe de syriske flygtninge i nærområdet, siger Martin Henriksen (DF) i en pressemeddelelse.

- Men vi kan ikke holde til de mange flygtninge i Danmark, fordi de skaber ghettoer, høj arbejdsløshed og andre integrationsproblemer, tilføjer han.

Flygtningenævnet har siden april 2011 løbende vurderet situationen i Syrien, men det er altså første gang, at reglerne lempes, oplyser Flygtningenævnet, som dog ikke ser grund til at udvide lempelserne, så alle landets borgere automatisk kan søge asyl.

Flygtningenævnet mener fortsat ikke, at situationen i Syrien er sådan, at alle, der kommer fra Syrien, ved en tilbagevenden til landet risikerer tortur eller anden umenneskelig behandling.

Langt de fleste flygtninge, der kommer til Danmark fra Syrien, får allerede asyl, som det ser ud i dag, men lempelsen vil formentligt betyde, at antallet kommer endnu højere op.

/ritzau/

Dagens Gossip