Flygtninge i Ungarn fodres som dyr afslører video

En videooptagelse fra Ungarns største flygtningelejr ved grænsen til Serbien vækker opsigt. Den viser familier, der bliver fodret "som dyr i en stald".

Det er en frivillig østrigsk hjælpearbejder, som hemmeligt har filmet under et besøg i flygtningelejren Roszke.

Billederne viser omkring 150 mennesker, der forsøger for at få fat i sandwichpakker, som ungarsk politifolk iført hjelme og hygiejnemasker kaster til dem i en indhegning i en stor hal.

Kvinder og børn bliver klemt, mens folk forsøger at fange de flyvende brød.

Mange migranter længere tilbage i folkemængden kravler op på hegnet, mens de vinker og råber for at fange betjentenes opmærksomhed.

- Det var som dyr, der blev fodret i en stald, som et Guantanamo i Europa, fortæller den østrigske frivillige Klaus Kufner, som var sammen med sin veninde, Michaela Spritzendorfer, der filmede optrinnet.

- Det var umenneskeligt, og det taler for disse mennesker, at de ikke kæmpede om maden, selv om de tydeligt var meget sultne, siger Spritzendorfer.

FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) kritiserede tidligere på ugen de forhold, som flygtningene og migranterne er interneret under i Roszke, og der har været kritik fra EU over den hårdhændede behandling af folk fra ungarske soldater og politi.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip