Flygtninge strømmer fra Sydsudan til Sudan

Skrevet af admin

12/01/2014

Dagens topnyheder

Omkring 10.000 personer er flygtet til Sudan fra kampe i Sydsudan - to og et halvt år efter de to lande blev adskilt.

Afrikas nyeste nation har været præget af blodige kampe mellem regering og oprørere i den seneste måned.

- 10.000. Det er det tal, vi er sikre på. Det er bekræftet, at så mange har krydset grænsen, siger Nicolas Brass fra FN's flygtningeorganisation UNHCR.

Det anslås, at mellem 200.000 og en halv million personer er blevet drevet på flugt fra deres hjem siden volden brød ud.

Røde Kors mener, at mere end 46.000 er flygtet til nabolandet Uganda.

Etiopien og Kenya skal tilsammen have taget imod 10.000 flygtninge.

Ifølge FN er mindst 1000 personer dræbt under konflikten.

Det anslås, at over seks millioner har brug for hjælp i Sydsudan.

Flygtningestrømmen er en ironisk drejning af udviklingen i området, da millioner sydsudanere flygtede fra nord under borgerkrigen i Sudan, men omkring 1,8 million er vendt tilbage til Sydsudan siden 2007.

Sudan og Sydsudan har indledt drøftelser om indsættelsen af en fælles militær styrke for at beskytte vitale oliefelter.

Uroen i Sydsudan brød ud midt i december, da regeringen erklærede undtagelsestilstand i dele af landet.

Kampene står mellem præsident Salva Kiirs regeringshær og en løs alliance af etniske militser, der er loyale over for den afsatte vicepræsident, Riek Machar.

/ritzau/Reuters