Flygtningebørn sendes direkte i danske folkeskoleklasser

Skrevet af admin

08/08/2016

Dagens topnyheder

Når de danske folkeskoleelever mandag vender tilbage til klasselokalerne efter sommerferien, vil mange have fået nye sidekammerater, der ikke taler dansk.

Flere af landets kommuner vil nemlig sende flygtningebørn direkte ud i almindelige folkeskoleklasser. Det viser en rundspørge, som TV2 har foretaget blandt landets 98 kommuner.

23 af de 75 kommuner, der har besvaret rundspørgen, oplyser, at de i dette skoleår vil sende nogle eller alle af kommunens flygtningebørn direkte i almindelige folkeskoleklasser. I de fleste tilfælde vil særlig sprogundervisning eller andre tiltag følge med.

Både Danmarks Lærerforening og eksperter er kritisk indstillede over for at lade flygtningebørnene blive sluset direkte ind i en dansk klasse uden at have været i en særlig modtagerklasse først.

Kommunernes Landsforening (KL) anslår, at kommunerne alene i år skal modtage omkring 6000 flygtningebørn i folkeskolerne.

/ritzau/