Flygtningebørn sendes direkte i danske folkeskoleklasser

Når de danske folkeskoleelever mandag vender tilbage til klasselokalerne efter sommerferien, vil mange have fået nye sidekammerater, der ikke taler dansk.

Flere af landets kommuner vil nemlig sende flygtningebørn direkte ud i almindelige folkeskoleklasser. Det viser en rundspørge, som TV2 har foretaget blandt landets 98 kommuner.

23 af de 75 kommuner, der har besvaret rundspørgen, oplyser, at de i dette skoleår vil sende nogle eller alle af kommunens flygtningebørn direkte i almindelige folkeskoleklasser. I de fleste tilfælde vil særlig sprogundervisning eller andre tiltag følge med.

Både Danmarks Lærerforening og eksperter er kritisk indstillede over for at lade flygtningebørnene blive sluset direkte ind i en dansk klasse uden at have været i en særlig modtageklasse først.

- Det vil under alle forudsætninger betyde, at en elev, der ikke taler dansk, vil kræve noget ekstra, og det vil i sagens natur tage tiden fra de andre elever, siger næstformand i Danmarks Lærerforening Dorte Lange til TV2.

På Christiansborg er Socialdemokraternes undervisningsordfører, Annette Lind, også bekymret.

- Når man står helt uden sprogkundskaber, er det nødvendigt med særlig undervisning, før man starter i en normal klasse. Man kan jo lade dem begynde i en modtageklasse og så gradvist sluse dem ind i den almindelige klasse, siger hun til Ritzau.

Med forårets topartsaftale fik kommunerne mulighed for at oprette særlige undervisningstilbud uden for folkeskoleloven. Annette Lind opfordrer kommunerne til at benytte sig af det eller modtageklasser.

- Vi står i en ekstraordinær situation, så jeg kan godt forstå, at man ude i kommunerne prøver at finde løsninger.

- Men det er nødvendigt, at man får en forundervisning, før man starter i folkeskolen, siger Annette Lind.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) pointerer i et skriftligt svar til Ritzau, at "sproget er afgørende for at sikre en god integration".

- Kommunerne er forpligtede til at sikre, at børn får den nødvendige sprogstøtte, uanset om de placeres i en modtageklasse eller en almindelig klasse. Det forventer jeg naturligvis, at kommunerne lever op til, siger ministeren.

Kommunernes Landsforening (KL) anslår, at kommunerne alene i år skal modtage omkring 6000 flygtningebørn i folkeskolerne. KL forsikrer over for TV2, at det ikke er udtryk for en spareøvelse at sende flygtningebørnene direkte i folkeskole.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV