Flygtningehjælp: Danmark underminerer FN-konventioner

Skrevet af admin

10/08/2015

Dagens topnyheder

Det overrasker ikke Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, at FN's Flygtningehøjkommisariat, UNHCR, vurderer regeringens forslag om asylstramninger til at stride imod flygtningekonventionen.

Og han forventer heller ikke, at det får regeringen til at ændre mening.

I stedet ser Andreas Kamm sagen som et symptom på en udvikling, hvor de vestlige lande hver især ignorerer de internationale aftaler, de selv har indgået, og dermed underminerer konventionernes værdi.

- Det afspejler en grundlæggende, manglende respekt for international humanitær lov. Man respekterer de internationale aftaler i mindre og mindre grad, og man sætter ikke noget andet i stedet for, påpeger han over for Ritzau og uddyber:

- Alle løber væk fra problemet med forskellige argumentationer. Vi sælger dem, der har behov for beskyttelse, til stanglakrids, og når man flygter fra de aftaler, man selv har indgået, så taber de deres værdi.

UNHCR har afgivet høringssvar til et lovforslag, som vil indføre en ny integrationsydelse for flygtninge, der opnår asyl i Danmark, og som beløbsmæssigt skal være på niveau med SU'en.

Forslaget lever ifølge kommissariatet ikke op til FN's Flygtningekonvention fra 1951, da det ikke tager højde for flygtningenes individuelle situation og fører til ulige behandling.

Over for DR afviser integrationsminister Inger Støjberg dog, at lovforslaget er i strid med konventionen, og selvom Andreas Kamm deler UNHCR's vurdering, så forventer han ikke, at den får nogen betydning.

Det fik det heller ikke, da UNHCR tilbage i november kritiserede SR-regeringens stramninger af reglerne for familiesammenføring.

Andreas Kamm vil ikke gøre sig til dommer over, om den ene stramning er værre end den anden, men han ser begge tiltag som forsøg på at skræmme flygtninge væk med uacceptable vilkår.

- Hvad enten man mener, at hjælpen skal foregå på den ene eller den anden måde, så må det være i fokus at skabe beskyttelsesmuligheder for de flygtninge, der er forfulgte, siger han og konkluderer:

- Og det er svært ved at se, at man gør det, ved at skubbe problemet over på andre lande, som også prøver at skubbe det fra sig.

/ritzau/