Flygtningehjælp: Ingen familie skal splittes af regering

Dansk Flygtningehjælp er fortsat kritiske over for regeringens bebudede begrænsninger for familiesammenføringer for flygtninge, der kun opnår midlertidig opholdstilladelse.

Også selvom De Radikales leder, Morten Østergaard, slår fast, at en del af regeringens stramninger kun kommer til at ramme omkring en tredjedel af de fordrevne syrere, der i øjeblikket kommer til Danmark. Det siger han til Jylland-Posten søndag.

- Det er svært at ændre synspunkt i forhold til familiesammenføringer, da det fortsat vil være vores holdning, at stramningerne flugter skidt med menneskerettighedskonventioner, siger Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, til Ritzau.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde i sin åbningstale i Folketinget i forrige uge, at flygtninge med midlertidig opholdstilladelse først skal kunne blive ført sammen med familien efter et år.

Antallet, der bliver berørt af regeringens stramninger, betyder ikke noget i forhold til Dansk Flygtningehjælps holdning.

- Rammer det (stramningerne) en tredjedel af flygtningene, er det for mange, for der bør slet ikke være nogen, som ikke kan få sin familie ført sammen, siger Andreas Kamm.

- Det passer skidt med den holdning, vi normalt har i Europa, hvor vi respekterer familien og retten til at have en familie, og der går regeringen den modsatte vej, siger han.

Dansk Flygtningehjælp har tidligere på efteråret været ude at efterlyse proportioner i flygtningedebatten, fordi de danske politikere har diskuteret et få antal tusinde flygtninge i Danmark, mens verden står i brand. Det står han fast på.

- Jeg har efterlyst at politikere i Danmark, men også på globalt plan, har fokus på, hvordan vi overordnet set skaber beskyttelse for de 51 millioner flygtninge, der har behov for det, siger Andreas Kamm.

Den indsats skal først og fremmest ske ude i selve konfliktområderne. Dernæst skal landene være klar til at tage imod dem, der ikke bliver i nærområder.

- Vi har den opfattelse, at Europa og dermed også Danmark, naturligvis tage ansvar i sådan en katastrofesituation. Det er jo ikke en permanent situation. Mange af de her konflikter skulle gerne blive stabiliseret, siger Andreas Kamm.

/ritzau/

Dagens Gossip