Flygtningehjælp: Landsbyer vil skabe ghettoer

Skrevet af admin

20/01/2016

Dagens topnyheder

Det skal udelukkende være en sidste nødløsning, hvis flygtninge fremover skal bo i flygtningelandsbyer.

Det siger generalsekretæren i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, efter at en alliance bestående af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative onsdag vil presse regeringen til at undersøge muligheden for flygtningelandsbyer.

- Man skal ikke stræbe efter at skabe enklaver, altså en slags ghettoer. Det har vi forsøgt at modarbejde i flere år, og der er ingen grund til at forfølge den kurs, siger Andreas Kamm til Ritzau.

Kommunerne kæmper med at finde boliger til de mange nytilkomne flygtninge, som har krav på en permanent bolig.

Og hvis flygtninge som en sidste løsning er nødsaget til flytte i særlige landsbyer, er det vigtigste for Andreas Kamm, at det kun bliver midlertidigt.

Spørgsmål: Hvad er smertegrænsen for, hvor længe flygtninge kan bo i flygtningelandsbyer?

- Det giver ingen mening at tale om, hvis man følger min argumentation om en midlertidig løsning. Man må gøre det så godt, man kan, for at få folk ind på boligmarkedet, siger Andreas Kamm.

- Landsbyer er ikke en løsning for den kommunale økonomi eller for integrationen, siger han videre.

Også i de hårdt trængte kommuner udebliver begejstringen for flygtningelandsbyer.

For selv om kommunerne har svært ved at finde boliger, mener formanden for Kommunernes Landsforening, KL, Martin Damm (V) ikke, at landsbyer er løsningen.

- Vi taler om de mennesker, der har fået behandlet deres asylansøgning og som har fået at vide, at de skal blive her. Dem synes vi ikke, vi skal klumpe sammen i flygtningelandsbyer, siger han.

/ritzau/