Flygtningehjælp vil fortsat hjælpe Flygtningenævnet

Skrevet af admin

05/11/2014

Mest læste i dag

På et forretningsudvalgsmøde tirsdag har Dansk Flygtningehjælp besluttet at fortsætte med at indstille medlemmer til Flygtningenævnet.

Beslutningen kommer efter flere dages kritik og pres fra de borgerlige partier - Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative.

- For Dansk Flygtningehjælp er det afgørende, at der fortsat er mulighed for, at drøftelserne i Flygtningenævnet hviler på det mest saglige grundlag med udgangspunkt i en bred repræsentation.

- Dansk Flygtningehjælp vil derfor fortsat indstille medlemmer til Flygtningenævnet, som det er angivet i udlændingeloven, oplyser Dansk Flygtningehjælp.

Blå blok mener ikke, at Flygtningenævnet skal have personer siddende, som Dansk Flygtningehjælp har udpeget, da organisationen arbejder flygtningenes sag.

Derudover er organisationen blevet kædet sammen med den praksisændring, som Flygtningenævnet gennemgik i 2013, hvor syriske krigsflygtninge kunne få opholdstilladelse i Danmark.

Den kritik afviser formanden for Dansk Flygtningehjælp, Stig Glent Madsen.

- Vi tager kritikken meget alvorlig, for det er det samme som at sige, at Dansk Flygtningehjælp har en særlig indflydelse på, hvad det er, der foregår i Flygtningenævnet. Det er ikke tilfældet.

- Vores medvirken i Flygtningenævnet skal være med til, at diskussionerne bliver bredere, inden man tager en endelig beslutning om en sag, og jeg mener, at personerne har den nødvendige distance til vores arbejde i organisationen, siger Stig Glent Madsen.

Han fortæller samtidig, at beslutningen om at fortsætte med indstillingen af medlemmer var enstemmig.

- Der var enighed omkring vores beslutning. Selvfølgelig blev sagen diskuteret, men vi blev enige om, at vi er blevet fejllæst, og det er derfor ikke grundlag nok til, at vi ikke fortsat skal medvirke i Flygtningenævnets arbejde, siger Stig Glent Madsen.

Der sidder i øjeblikket 20 personer i Flygtningenævnet, som Dansk Flygtningehjælp har udpeget.

/ritzau/