Flygtningekrise kan skabe en generation af statsløse børn

Skrevet af admin

21/09/2015

Dagens topnyheder

Den europæiske flygtningekrise risikerer at skabe en helt ny generation af statsløse børn, medmindre landene lukker en række huller i deres respektive lovgivning.

Sådan lyder advarslen fra European Network on Statelessness, ENS, der er en paraplyorganisation for ngo'er og forskning omkring statsløse.

Alene i Europa er der ifølge FN omkring 600.000 personer uden en formel nationalitet, og det går særligt ud over de statsløse børn, der mange steder ikke har ret til uddannelse og lægehjælp.

Ifølge en ny ENS-rapport, der analyserer nationale lovgivninger i 47 europæiske lande, er blandt andet procedurer omkring fødselsregistrering årsag til, at tusindvis af børn vokser statsløse op i Europa.

Rapporten understreger især risikoen for, at børn af syriske flygtninge kommer til at ende som statsløse.

- Børn bliver stadig født som statsløse i Europa af en lang række forskellige årsager, men den nuværende migrantkrise understreger det akutte behov for, at europæiske lande reformerer deres love om indfødsret og procedurer ved fødselsregistrering, siger Laura van Waas, medforfatter til rapporten.

Flere end 470.000 flygtninge og migranter fra Mellemøsten, Afrika og Asien er i år kommet til Europa. Omtrent halvdelen menes at være flygtninge fra den syriske borgerkrig.

Ifølge Laura van Waas er mange familiers identifikationspapirer gået tabt undervejs eller ødelagt i krigen, hvilket gør udfordringerne endnu større.

Og problemerne forstærkes yderligere i tilfælde, hvor syriske børns fædre er forsvundet eller dræbt i krigen, fordi en kvinde ifølge syrisk lov ikke kan videregive hendes nationalitet til sine egne børn.

ENS opfordrer derfor alle lande i Europa til at lukke eventuelle huller i lovgivningen, så børn, der bliver født på deres respektive territorier, kan opnå statsborgerskab, hvis de ellers risikerer at ende som statsløse.

Danmark har tiltrådt FN’s Børnekonvention og FN’s konvention om begrænsning af statsløshed. Det betyder, at børn, der er født af statsløse i Danmark, som udgangspunkt er sikret dansk statsborgerskab.

Men selv om stort set alle europæiske lande ligesom Danmark har tiltrådt en eller flere konventioner, er det kun cirka halvdelen af landene, der har implementeret reglerne i deres nationale lovgivninger.

/ritzau/Reuters