Flygtningelandsbyer skiller partier fra asylaftale

Skrevet af admin

26/11/2015

Mest læste i dag

Der er ingen politisk aftale om asylstramninger efter torsdagens møde i Finansministeriet.

- Vi forhandler videre, siger Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen.

Ifølge Mette Frederiksen er det spørgsmålet om de statsdrevne flygtningelandsbyer, der skiller parterne i forhandlingerne om nye udlændingestramninger.

Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har talt varmt for at få indført flygtningelandsbyer, fordi de mener, at kommunerne er pressede af flygtningestrømmen, og staten derfor må tage hånd om situationen.

Men de to partier er ikke enige om, hvorvidt flygtningene skal have lov til at bevæge sig ud og tage del i det omkringliggende samfund.

Dansk Folkeparti gik ind til forhandlingerne med et ønske om, at asylansøgere hverken må flytte eller tage arbejde uden for landsbyerne, mens de får deres ansøgninger behandlet.

- Det vil give kommunerne et pusterum, og samtidig sender vi et signal til asylansøgere og menneskesmuglere om, at man ikke bare lige bliver integreret i Danmark og får del i velfærdsydelserne, siger DF's retsordfører, Peter Skaarup.

- Det handler om at gøre Danmark mindre attraktivt. Man skal ikke få det hele serveret på et sølvfad, siger Skaarup.

Og der er altså fortsat uenighed om, hvordan disse flygtningelandsbyer skal forvaltes. Regeringen er skuffet over de resultatløse forhandlinger.

De havde håbet på at få stramningerne behandlet i Folketinget inden jul, som godt kan knibe nu. Venstre-regeringens integrationsminister, Inger Støjberg, vil først have beregninger af flygtningelandsbyernes økonomi, før hun tager stilling.

- Det er ikke, fordi vi nødvendigvis har noget imod flygtningelandsbyer, men vi må træffe en beslutning om det på et ordentligt grundlag. Vi er for eksempel nødt til at vide noget om, hvad det vil betyde for integrationen, siger Inger Støjberg.

/ritzau/