Flygtningestrøm får Ungarn til at foreslå krisetilstand

Skrevet af admin

10/09/2015

Mest læste i dag

Ungarns indenrigsministerium har foreslået at indføre en "tilstand af krise på grund af massemigration" fra 15. september.

Det siger Janos Lazar, stabschef for premierminister Viktor Orbán.

Forslaget kommer på baggrund af love, som blev vedtaget i sidste uge. Krisetilstanden betyder, at der indenfor lovgivningen på migrationsområdet træder nogle særlige kriseregler i kraft.

- Krisetilstanden er begrænset til det område af lovgivningen, og det er langt fra at betragte som en undtagelsestilstand, oplyser Nikolaj Mølsted Andersen, rådgiver for ambassadøren på den danske ambassade i Budapest.

Forslaget bliver det første punkt på dagsorden på et regeringsmøde 15. september, siger Janos Lazar under en ugentlig pressekonference.

Flere end 160.000 flygtninge og migranter fra Mellemøsten, Asien og Afrika er rejst til Ungarn i år på vej mod bedre forhold i andre EU-lande, herunder hovedsageligt Tyskland.

Den nye kriselov gør det ulovligt at krydse et grænsehegn, som er under konstruktion, og lader myndighederne gennemgå asylansøgninger hurtigere ved grænsen.

- Det er vores pligt at sikre, at Ungarn forsvares, siger general Tibor Benko i en nyhedsudsendelse fra tv-kanalen M1.

Der er sket sammenstød mellem politi og flygtninge i flere dele af landet, og onsdag brød hundredvis af flygtninge gennem politiets afspærringer i Röszke i nærheden af Serbien.

Samtidig har Østrigs jernbaneselskab meddelt, at det vil foretage tilfældige kontroller af al togtrafik til og fra Ungarn, da togene fra Ungarn er overfyldte.

Ungarn opførte sidst i august et tredobbelt pigtrådshegn langs den 175 kilometer lange grænse til Serbien.

Flygtningene håber oftest at komme videre gennem Serbien til EU-landet Ungarn.

/ritzau/