Flygtningestrøm fra Syrien overstiger tre millioner

Skrevet af admin

29/08/2014

Dagens topnyheder

Antallet af syrere, der flygter ud af Syrien, vil i løbet af fredag overstige tre millioner. Det anslår FN's Flygtningehøjkommissariat, der siger, at det rekordhøje tal er én million højere end sidste år.

Dertil kommer, at 6,5 millioner mennesker er intern fordrevet i Syrien. Det betyder, at tæt mod halvdelen af alle syrere nu er blevet tvunget til at forlade deres hjem og flygte for deres liv, lyder det fra FN's Flygtningehøjkommissariat.

Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, er rystet over tallene.

- Jeg har ikke tidligere i mine 16 år som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp oplevet noget lignende, siger Andreas Kamm i en skriftlig kommentar.

Den syriske borgerkrig brød ud i marts 2011. FN anslog tidligere i august, at tæt mod 200.000 syrere er blevet dræbt under de blodige kampe.

/ritzau/Reuters