Flyøvelse giver støj i Nordjylland og på Djursland

Skrevet af Elo Christoffersen

03/10/2012

Dagens topnyheder

 

Flyvevåbnets årlige øvelse "Night Hawk", hvor specialstyrker øver samarbejde med fly og helikoptere, løber netop nu af stablen. Det betyder, at der i dag kan opleves lyd fra helikopterrotorer og jetmotorer i store dele Nordjylland samt på Djursland.   Med udgangspunkt fra Flyvestation Aalborg, vil der frem til 12. oktober være øget aktivitet af militære fly og helikoptere i luftrummet over Danmark. Jægerkorpset holder sammen med Flyvevåbnet den årlige øvelse for specialoperationsstyrker i NATO- og partnerlande, og i den indgår en lang række militære flyvemaskiner.   Øvelsen hedder ”Night Hawk”, fordi en stor del af aktiviteterne foregår om natten. Det inkluderer også flyvning i forholdsvis lav højde - for eksempel, hvis specialstyrkerne skal indsættes med helikopter for at befri gidsler fra en bygning. Der vil også blive indsat F-16 kampfly til at støtte med overvågning og våbenmagt fra luften.    Kort fortalt vil der være mange aktiviteter, der kan opleves som støjende - men dog kun i kortere tid af gangen. Aktiviteterne er spredt ud over det meste af landet, så de samme områder ikke berøres mere end højst nødvendigt.    I dag er de berørte områder Aalborg, Sæby, Sindal, Brønderslev, Læsø, Tranum og Djursland. Der kan forekomme flystøj indtil midnat.