Flypassagerer får medhold: Får erstatning for forsinkelser

Skrevet af admin

06/11/2014

Dagens topnyheder

18 flypassagerer har torsdag fået Østre Landsrets ord for, at de har ret til at få kompensation fra det islandske flyselskab Primera Air for, at de blev forsinkede på grund af tekniske problemer.

Landsretten har holdt fast i domsafsigelser fra byretten i i alt fire ankesager.

Byretten i København mente ikke, at de i alt fire flyvninger, som de 18 passagerer er fordelt på, var forsinkede på grund "usædvanlige omstændigheder", som ifølge en EU-forordning kan fritage flyselskabet fra at give kompensation.

Ifølge EU-regler har flypassagerer i udgangspunktet ret til kompensation, hvis passagererne på grund af forsinkelser ankommer til slutdestinationen tre timer eller mere efter det planlagt tidspunkt.

I tre af sagerne begrundede Primera Air forsinkelserne med tekniske fejl blandt andet ved flyets sensorer, som måler trykket i kabinen. I den fjerde sag blev flyet forsinket, da et køretøj, som skulle laste flyet, kørte ind i det og påførte flyet en skade.

Ifølge en EU-dom fra 2008 hører tekniske problemer kun under betegnelsen "usædvanlige omstændigheder", hvis fejlene skyldes noget, der ligger uden for selskabets kontrol. Det kan ifølge EU-Domstolen være sabotage, terror eller skjulte fabrikationsmangler.

Landsretten mener ikke, at de tekniske uheld skyldtes omstændigheder, som flyselskabet ikke kunnet have undgået.

Ifølge advokat Peter Fugmann, som har ført sagen for de 18 passagerer, vil afgørelsen fra landsretten kunne få betydning for andre flypassagerer i fremtiden.

Trafikstyrelsen har nemlig tidligere bestemt, at flyselskabet ikke var forpligtet til at betale, men når retten siger det modsatte, må Trafikstyrelsen ændre praksis, mener advokaten.

Flyselskabet er forpligtet til at betale mellem 200 og 600 euro - det svarer til mellem cirka 1500 og 4500 kroner - til hver passager. Beløbet afhænger af flyrejsernes længde.

De andre flypassagerer, som var om bord på de fire fly, kan nu, ifølge Fugmann, med domsafgørelsen i hånden også kræve erstatning fra flyselskabet for forsinkelserne.

/ritzau/