Flyselskaber tør ikke bruge ukrainsk luftrum

Skrevet af admin

17/07/2014

Mest læste i dag

Der hersker endnu stor usikkerhed om, hvorfor Malaysian Airlines-flyet fra Amsterdam til Kuala Lumpur styrtede ned i det østlige Ukraine torsdag.

Derfor har flere flyselskaber valgt helt at undgå det uroplagede område efter oplysningerne om, at flyet skulle være skudt ned med et jord-til-luft-missil.

- Efter hændelsen har vi valgt at undgå ukrainsk luftrum, siger en talsmand for Turkish Airlines til nyhedsbureauet Reuters.

Også Norwegian er forsigtig med at sende sine fly hen over territoriet.

- Vi flyver ikke ind i Ukraine eller i nærheden. Vi er nødt til at vente, til der er klarhed om situationen, siger pressekontakt Astrid Mannion til det norske nyhedsbureau NTB.

Lufthansa har ifølge Reuters også valgt at undgå ukrainsk luftrum, og i Frankrig har transportministeriet instrueret alle franske fly i det samme.

Hos SAS derimod har katastrofen ikke betydet nogen ændring i driften. Informationschef Knut Morten Johansen fra SAS Norge oplyser, at det skandinaviske flyselskab normalt ikke benytter sig af ukrainsk luftrum.

- Vi har ingen ruter, der går hen over Ukraine, og vi har heller ingen fly af den pågældende type. Derfor får ulykken ikke umiddelbart konsekvenser for os, siger han til Ritzau.

/ritzau/