Flyselskaber vejrer morgenluft efter varmere Cuba-forhold

Skrevet af admin

19/08/2015

Dagens topnyheder

American Airlines, der er et af USA's største flyselskaber, planlægger fra december at flyve ugentligt mellem Los Angeles i Californien og Cubas hovedstad, Havana.

Det oplyser selskabet tirsdag.

Offentliggørelsen kommer bare en uge efter, at USA genåbnede sin ambassade i Cuba, der i årtier har været lukket på grund af det dybfrosne forhold mellem de to koldkrigsfjender.

American Airlines bliver det andet amerikanske selskab, der udnytter det forbedrede bilaterale forhold til at flyve til østaten i Det Caribiske Hav. I juli begyndte lavprisselskabet JetBlue at flyve mellem New York og Havana.

American Airlines har siden 1991 fløjet charterfly mellem Florida og Cuba, men denne rute har primært serviceret de mange amerikanere af cubansk afstamning, som bor i delstaten.

Der gælder særlige vilkår for de amerikanske flyselskaber, der vil lande og lette i Cuba. Billetter til flyene skal fortsat sælges gennem særlige autoriserede rejseselskaber og kan ikke købes direkte hos flyselskabet.

Ligeledes tillader styret i Cuba heller ikke faste afgangs- og ankomsttider.

Cubanere med bopæl i Cuba vil fortsat være forhindret i at rejse frit til USA, men flyselskaber og krydstogtskib-rederier er ifølge analytikere i gang med at forberede sig på, at det cubanske styre åbner sig mere op mod verden, skriver Wall Street Journal.

Ifølge avisen arbejder Det Hvide Hus i Washington intenst på at lave en aftale med Cuba om at etablere regelmæssige, kommercielle flyvninger mellem de to lande inden årets udgang.

- Vi er løbende i kontakt med den cubanske regering angående etableringen af en fast flyrute, siger talsmand John Kirby.

United Airlines, et andet stort flyselskab, har også luftet tanker om at flyve fra henholdsvis Houston og Newark til Havana.

/ritzau/AFP