Flystyrt i Belgien koster 10 faldskærmsudspringere livet

Skrevet af admin

19/10/2013

Mest læste i dag

Et flystyrt i Belgien er skyld i, at 10 faldskærmsudspringere og en pilot er omkommet. Det drejer sig om et mindre turistfly, der er styrtet ned i nærheden af Marchovelette i Belgien, der ligger syd for Bruxelles.

En af udspringerne var en kvinde, der i anledningen af sin fødselsdag skulle foretage sit første spring.

- Nogle passagerer hoppede ud af flyet i sidste øjeblik, siger Benoit Pierson, der overværede ulykken.

Flyet, der var af typen Pilatus Porter, styrtede ned kort efter, at det var lettet fra det sydlige Belgien lørdag eftermiddag.

- Flyet lettede fra Templouxs flyveplads med 10 faldskærmsudspringere og en pilot om bord.

- Det styrtede ned 10 minutter senere på en mark. Alle om bord er desværre døde, siger Jean-Claude Nihoul, der er borgmester i Fernelmont, til nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjer, at det var "meget svært" at være mere præcis omkring omstændighederne, da flyet var "uigenkendeligt" efter at være "brændt op".

Da brandmænd ankom til ulykkesstedet, var flyet i flammer, og alle ombordværende var døde.

Flyets vinge har angiveligt været beskadiget, rapporterer lokale belgiske medier.

Omkring 250 meter fra et boligområde i byen Marchovelette styrtede flyet ned. Ulykkesstedet ligger omkring 10 kilometer fra byen Namur.

- Jeg har lige set et fly tabe dets højre vinge, mens det styrtede. Jeg hørte et højt brag syd for Marchovelette. Jeg så ikke nogen hoppe ud i deres faldskærm, siger et vidne til den lokale tv-station RTL.

Kong Philippe af Belgien inspicerede ulykkesstedet lørdag aften og mødtes senere med de efterladte.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser til Ritzau, at man ikke har modtaget meldinger om, at der skulle være danskere involveret i ulykken.

/ritzau/AFP