Flytrafik i København er fortsat påvirket af stormen

Kraftige vindstød og store mængder regn tvinger Københavns Lufthavn til fortsat at holde to start- og landingsbaner lukket.

Kun en enkelt bane er i drift tidligt fredag morgen. Det vides endnu ikke, hvornår trafikken i lufthavnen er tilbage til det normale.

- Vi er i drift igen, men med nedsat kapacitet. Derfor råder vi passagererne til løbende at holde øje med vores hjemmeside. Der vil både være forsinkelser og aflyste afgange, siger pressevagt Lars Lemche til Ritzau.

Han vil ikke komme med et bud på, hvornår den fulde drift bliver genoptaget i lufthavnen.

Den eneste funktionsdygtige start- og landingsbane ligger på tværs af de to andre, og derfor bliver flyene dirigeret hen over hovedstaden.

- Så københavnerne må indstille sig på, at der vil være fly i luften end normalt, siger Lars Lemche.

Stormen Bodil sendte sine kraftige vindstød ind over hele landet, og i Lemvig kostede et fatalt vindstød en 72-årig kvinde livet, da en varebil, som hun var passager i, blæste af vejen.

Men Bodil blev dog heldigvis aldrig til den orkan, som flere havde frygtet.

Alligevel frarådede samtlige landets politikredse al unødvendig færdsel og rådede danskerne til at blive inden døre, mens den rasede.

/ritzau/

Dagens Gossip