Flyttet fra dansk skib: Nu skal kemiske våben destrueres

Det danske skib Ark Futura har færdiggjort opgaven med at overføre kemiske våben fra Syrien til et amerikansk militærskib, lyder det fra USA's forsvarsministerium Pentagon.

- Cape Ray sejlede i eftermiddag ud fra den italienske havn Gioia Tauro til internationalt farvand i Middelhavet, hvor neutraliserings-operationen snart vil begynde, siger pressetalsmand i Pentagon admiral John Kirby.

Destruktionen i internationalt farvand er den sidste fase i programmet, hvis formål er at ødelægge Syriens kemiske våbenbeholdning.

Det danske skib var tidligere onsdag ankommet til Gioia Tauro med den sidste sending kemiske våben fra Syrien.

I alt 78 containere er blevet hejst op fra Ark Futura og flyttet over på Cape Ray. De første tre containere indeholdt 20 ton sennepsgas, mens de andre 75 indeholdt andre råmaterialer - blandt andet til at lave nervegassen Sarin.

- Minister Hagel (USA's forsvarsminister, Chuck Hagel, red.) er taknemmelig over for de danske og italienske myndigheder for deres støtte i denne proces og er meget stolt af alle, der har hjulpet til, at dette blev en sikker og begivenhedsløs overførsel, siger Kirby.

Myndighederne i havnebyen Gioia Tauro, der ligger omkring 440 kilometer syd for Napoli på den italienske vestkyst, havde forud for det danske skibs ankomst skærpet sikkerhedsforanstaltningerne.

Veje omkring havnen var lukket, og det var kun tilladt for autoriseret personale at være i området. Samtidig fløj en militærhelikopter rundt og patruljerede området.

Det danske handelsskib Ark Futura anløb forrige mandag havnen i den syriske by Latakia under maksimalt sikkerhedsopbud fra syriske sikkerhedsstyrker og fra søsiden af flådefartøjer fra Danmark, Kina, Norge, Rusland og Storbritannien.

Herefter blev containerne med kemikalier taget med om bord på det danske skib.

Når Cape Ray er ude i internationalt farvand, forventes det, at det vil tage mellem 45 og 90 dage at destruere de kemiske våben.

Aftalen om at destruere Syriens kemiske våben blev indgået efter et kemisk angreb i Damaskus' forstæder 23. august sidste år, hvor op mod 1400 personer mistede livet.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip