Flyttetrafik over Øresund er på laveste niveau i 12 år

Skrevet af admin

17/04/2015

Mest læste i dag

Antallet af personer, der tager turen over Øresundsbroen til Skåne med flyttelæs på traileren, er det laveste siden 2000, hvor broen stod færdig, viser nye tal fra statistikbanken Ørestat.

Det skriver Øresund News.

I 2014 flyttede 2326 personer til Skåne. Dette tal dækker over danskere samt svenskere, der flytter hjem igen efter et ophold på Sjælland.

De nye tal viser, at danskere i stadig mindre omfang vælger at flytte til Skåne, mens antallet af svenskere, der flytter til hjemlandet ikke har ændret sig nævneværdigt.

I 2014 flyttede 684 danskere til Skåne sammenlignet med 908 i 2013.

Den samlede flyttetrafik over Øresund var sidste år den laveste i 12 år. Antallet af personer, der flyttede enten den ene eller anden vej faldt med 817 til 3660 personer. I rekordåret 2007 flyttede 6422 personer over Øresund.

Siden 2010 har antallet af personer, der flytter fra Skåne til Østdanmark, været større end den anden vej. Nettoflytningen til Sjælland toppede med 1051 personer i 2013 og er faldet til 992 personer i 2014.

Det kan sammenlignes med højkonjunkturåret 2006, hvor nettoflytningen gik den anden vej og 2770 flere flyttede fra Østdanmark til Skåne end fra Skåne til Østdanmark.

Flyttestrømmen til Skåne var højest i 2006-07 og er derefter aftaget i kølvandet på finanskrisen og de faldende danske boligpriser.

/ritzau/