Flyulykke ødelægger 777s pletfrie statistik

Søndag morgen dansk tid er status, at ulykken har kostet to personer livet og sendt flere end 180 personer på hospitalet, hvoraf flere er i kritisk tilstand. TV-billeder fra USA viser flyets hale på landingsbanen og en passagerkabine, der er udbrændt.

»’Triple-7' er et af de sikreste fly i brug,« siger flyanalytiker John Nance til ABC News Radio og tilføjer: »De er konstant over oceanerne, og Asiana har i årevis været dygtige til at styre dem.«

Boeing 777, der populært kaldes »Triple 7« i flyindustrien, var på jomfrutur i 1995, og ifølge virksomheden bag flytypen er »jomfruflyet« stadig i brug efter fem millioner flyvninger og 18 millioner timer i luften. Flyet, der forulykkede i San Franciscos internationale lufthavn, havde syv år på bagen.

Flytypen var også involveret i en ulykke i 2008 i Londons Heathrow-lufthavn, da et British Airways-fly ramte landingsbanen for tidligt og for hårdt, hvilket fik landingsstellet til at kollapsede. 47 kom til skade - og alle klarede den.

Det er stadig uklart, hvad der forårsagede lørdagens ulykke, men Tom Haueter, tidligere leder af den amerikanske havarikommission, vurderer over for CBS News, at der er tale om en menneskelig fejl.

»Jeg tror, den kom ind i for lav højde og med for lav hastighed,« siger han til det amerikanske medie.

SE BILLEDER FRA STYRTET HER:

Dagens Gossip