Flyvende Albrechtsen sikrer Brøndby-sejr i Bulgarien

Skrevet af admin

16/07/2015

Dagens topnyheder

Det lignede længe en nulløsning, men efter 85 minutter sikrede Martin Albrechtsen Brøndby en vigtig udebanesejr over den bulgarske klub Beroe i den første af to kampe i Europa League-kvalifikationens anden runde.

Dermed har Brøndby skabt et godt udgangspunkt inden næste torsdags returkamp på Vestegnen.

Forud for det forløsende sejrsmål var gået en kamp med stor Brøndby-dominans, men med få store chancer.

Finnen Teemu Pukki havde blandt andet et frækt chip på overliggeren, mens Lebogang Phiri fik en stor mulighed efter et indlæg. Ingen af dem fik dog scoret, men de kan prise sig lykkelige for, at Brøndby fandt skarpheden til sidst.

I store dele af kampen sad Brøndby tungt på spillet, som dog sjældent var direkte nok til at fange de defensive bulgarere ude af balance.

Den store dominans betød også, at bulgarerne satsede i stor stil på kontraangreb, men også den del havde Brøndbys midterforsvar med Martin Albrechtsen og Dario Dumic styr på.

Landsholdsanfører Daniel Agger blev sparet og var ikke rejst med Brøndby-holdet til Bulgarien.

Til gengæld var der Brøndby-debut til svenskeren Magnus Eriksson, der fik lidt over et kvarter på banen, da han erstattede Johan Elmander, som modsat tidligere i sæsonen var tilbage i angrebet frem for på den centrale midtbane.

Erikssons eneste bemærkelsesværdige aktion var et gult kort.

I slutningen af kampen jagtede Brøndby fortsat et vigtigt udebanemål, og det kom også.

Brøndby fik frispark få meter inde på Beroes banehalvdel. Albrechtsen havde listet sig med frem fra midterforsvaret, og på Johan Larssons gode indlæg kom Albrechtsen flyvende og sendte fortjent Brøndby foran med et kraftfuldt hovedstødsmål.

Inden returkampen om en uge møder Brøndby på udebane AGF i Alka Superligaen på søndag.

/ritzau/