Flyvende kænguru giver 1000 ansatte sparket

Skrevet af admin

05/12/2013

Dagens topnyheder

Mindst 1000 ansatte hos det australske flyselskab Qantas skal fyres, lyder det torsdag i en chokmelding fra selskabet.

Samtidig sænker selskabet med kælenavnet "den flyvende kænguru" sine forventninger til indtjeningen efter et underskud i regnskabsårets første seks måneder på 300 millioner australske dollar eller 1,5 milliarder kroner.

Efter den overraskende melding faldt kursen på aktierne i Qantas med 17 procent på børsen i Sydney.

- De udfordringer, vi står overfor, er enorme, siger koncernchef Alan Joyce ifølge avisen Sydney Morning Herald.

Det er "ekstraordinære forhold" som høje priser på flybrændstof, en stærk australsk dollar og hård konkurrence, som har "forværret" selskabets høje omkostningsbase, uddyber han.

- Det australske internationale marked er det hårdeste i verden, siger han om konkurrencen med andre luftfartsselskaber, som flyver til og fra Australien.

Qantas forventer i de seks måneder frem til 1. december at have brugt 88 millioner dollar mere på flybrændstof end i den tilsvarende periode året før, hedder det i meddelelsen.

- Omgående handling er nødvendig for at sikre den flyvende kængurus rentabilitet, siger Alan Joyce om de mange fyringer.

Joyce sætter også sin egen løn ned som konsekvens af selskabets økonomiske problemer.

Desuden opfordrer han den australske regeringen til at fjerne en restriktion, som begrænser udenlandske investorers ejerandel til maksimalt 49 procent. Reglen blev indført i 1995 i forbindelse med privatiseringen af selskabet.

Qantas påstår, at det er oppe mod unfair konkurrence fra rivalen Virgin Australia, der har statsstøttede selskaber som Singapore Airlines, Etihad fra Abu Dhabi og Air New Zealand som majoritetsaktionærer.

Australiens finansminister, Joe Hockey, var i weekenden afvisende over et forslag om, at regeringen skal købe aktier i Qantas for hjælpe selskabet.

- Regeringen er selvfølgelig meget, meget tilbageholdende med at eje et flyselskab, sagde han i et interview med avisen The Australian.

/ritzau/