Flyvende OB-Falk storspiller i premieresejr mod Hobro

Skrevet af admin

19/07/2015

Mest læste i dag

OB med debuterende cheftræner Kent Nielsen på sidelinjen fik en perfekt start på superligasæsonen, da holdet hjemme slog Hobro med 3-0 i premieren.

Fynboerne spillede en glimrende kamp fra start til slut, hvor det offensive samlingspunkt i skikkelse af Rasmus Falk spillede en forrygende kamp.

Tilskuerne i Odense fik en livlig fodboldmenu at starte foråret på, da både OB og Hobro åbnede aggressivt og målsøgende.

Det resulterede i et par fine tilbud i begge ender af banen i kampens indledning, men efter sommerpausen manglede den sidste skarphed.

Det gjorde den dog ikke hos OB-debutant Rasmus Festersen, som hen over sommeren vendte 1. division ryggen og tog turen fra FC Vestsjælland til det fynske fodboldflagskib i Odense.

Festersen kunne let med en inderside sætte sit første mål i OB-trøjen ind efter en tværpasning fra Mikkel Desler, der snød Hobros offside-linje efter flotte kombinationer mellem Rasmus Falk og Emil Larsen.

Det kunne være blevet til flere mål inden pausen, men ingen af holdene formåede at omsætte ellers udmærkede tilbud, og det var ganske fortjent, at et velspillende OB-hold kunne hvile benene med 1-0 på måltavlen.

OB kom også bedst ud til anden halvleg, og det lugtede mere af en scoring til 2-0 end en udligning. Især Rasmus Falk skabte konstant ravage i Hobro-defensiven med gode løb og fremragende kombinationer.

Unge Mathias Greve, som i første halvleg afløste en skader Mikkel Desler, stod efter 66 minutter klar på en ripost i feltet efter lidt klumpspil, og så var føringen fordoblet.

Herefter var OB dygtige til at tage kontrol over kampen med tålmodigt spil og farlige omstillinger, som hele tiden lurede, da Hobro var tvunget længere frem på banen.

Med syv minutter tilbage på stadionuret var det meget passende kampens store oplevelse, Rasmus Falk, som fik lov til at lukke ballet.

Han startede selv kombinationen, der endte med at sende ham fri i feltet, hvorfra han køligt lagde bolden under Hobro-keeper Jesper Rask til 3-0.

/ritzau/