Flyvertaktisk Kommando nedlægger 46 stillinger

Flyvertaktisk Kommandos materielvedligeholdelse sparer 46 stillinger væk.

Det sker som følge af effektiviseringer, hvor man har centraliseret materielvedligeholdelsen.

Det siger Steen Harboe Hartov, der er stabschef ved Flyvertaktisk Kommando.

- Vi gør det, at vi lægger vedligeholdelsen af noget af vores materiel sammen på færre værksteder. Det gør så, at vi mener, vi får en mere effektiv udnyttelse af værkstederne, siger Steen Harboe Hartov til Ritzau.

De 46 nedlagte stillinger har været forventet som en del af de nedskæringer, der hører under forsvarsforliget, der gælder fra 2013-2017, hvor forsvaret skal ende med at spare 2,7 milliarder kroner årligt.

I Aalborg nedlægges fem stillinger, mens Karup og Skrydstrup nedlægger henholdsvis 29 og 12 stillinger.

Stabschefen påpeger at i enkelte tilfælde kan det føre til lidt længere ventetid, hvis et stort køretøj for eksempel først skal transporteres fra Skrydstrup til Karup for at få det store eftersyn.

Materielvedligeholdelsen vedligeholder blandt andet håndvåben, generatorer og køretøjer som brandbiler og startbanefejemaskiner.

Nogle af de i alt 46 nedlagte stillinger er ubesatte, mens flere medarbejdere har ønsket frivilligt at fratræde deres stilling.

Derfor skønner man, at der reelt bliver tale om afskedigelser i størrelsesordnen af 37 medarbejdere.

De afskedigede medarbejdere vil i første omgang havne i en genplaceringspulje, hvor fra de måske kan rekrutteres til et andet job i forsvaret.

Forsvaret vil i løbet af efteråret undersøge, om der er mulighed for at effektivisere Forsvarets materielvedligeholdelse yderligere.

- Nu ser man på, om er der andre ting, som gør, at vi kan spare mere. Vi skal for eksempel se på, om der er mulighed for at lave udliciteringer af nogle opgaver.

- Det kan betyde, at der er flere, som vi skal have afskediget, men det ved vi ikke endnu, siger Steen Harboe Hartov.

Stillingsnedlæggelserne gennemføres i 2013.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV