FN: 200 emigranter døde i bådkæntring ved Italien

To både med flygtninge, som var sejlet fra Libyen med kurs mod Italien, er kæntret, og 203 personer har mistet livet ifølge FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR.

Dødstallet er baseret på oplysninger fra ni overlevende, som kom i land på den italienske kyst onsdag, siger en talskvinde fra kommissariatet, Carlotta Sami, til nyhedsbureauet dpa. Tallet frygtes dog at kunne nå op på 330.

Migranterne var sejlet af sted uden mad og vand i to joller med små motorer. Bådene begyndte at tage vand ind, da de ramte bølgerne på havet.

Ifølge højkommissariatets talskvinde menes de overlevende at komme fra lande syd for Sahara, og de har været undervejs på havet siden søndag.

UNHCR skriver på Twitter, at 3500 mennesker sidste år mistede livet i lignende ulykker på Middelhavet på vej mod europæiske kyster.

- Det, der sker her, er værre end en tragedie. Det er en forbrydelse og den værste, jeg har set i mine 50 års tjenesten, siger William Lacy Swing, generaldirektør for den internationale organisation for migration, IOM.

- Disse smuglernetværk handler ustraffet, mens hundredvis dør. Verden er nødt til at handle, tilføjer han.

Italien afsluttede dets storstilede eftersøgnings- og redningsmission Mare Nostrum sidste år på grund af omkostningerne og markant kritik fra visse, som mente, at det i stedet opmuntrede folk til at krydse Middelhavet.

Mare Nostrum blev etableret, efter at flere end 360 emigranter druknede, da deres båd kæntrede tæt på den italienske kyst i oktober 2013.

Den er blevet erstattet af EU's grænsekontrol Triton, som ikke har noget specifikt eftersøgnings- og redningsmandat, og som har færre skibe og et mindre område at operere på.

Der har fra flere sider været skepsis over for, om de ændrede rammer ville føre til flere dødsfald på havet. Onsdag blander Europarådets menneskerettighedskommissær, Nils Muiznieks, sig i koret af kritikere.

- Endnu en undgåelig migrationstragedie er indtruffet i Middelhavet. EU har brug for effektiv eftersøgning og redning. Triton opfylder ikke disse krav, skriver Muiznieks på Twitter.

/ritzau/

Dagens Gossip