FN advarer: 2013 bliver rekordår for flygtninge

Skrevet af admin

20/12/2013

Dagens topnyheder

En rapport fra FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) viser, at 2013 kommer til at gå over i historien, tæt på en kedelig rekord.

Det forgangne år vil ifølge FN-rapporten komme tæt på årlig rekord i antal flygtninge - folk der har krydset en grænse - siden kommissariatet blev grundlagt.

5,9 millioner mennesker var tvunget til at flygte fra deres hjem i årets første seks måneder, mens der til sammenligning var 7,6 millioner i hele 2012.

Hovedårsagen til den voldsomme stigning i antallet af flygtninge er krigen i Syrien.

Tallene er baseret på oplysninger fra UNHCR's 120 nationale kontorer.

Rapporten viser en signifikant stigning i antallet af nye flygtninge med 1,5 millioner i årets første halvår, mens der var 1,1 millioner i samme periode året før.

Antallet af interne flygtninge er også markant højere med fire millioner fra januar-juni 2013, mens der var 6,5 millioner i hele 2012.

UNHCR, hvis tal er baseret på registrerede flygtninge og fordrevne, blev etableret i 1950.

Globalt var der 45,2 millioner fordrevne - folk på flugt både internt og eksternt - med udgangen af 2012, hvilket er det højeste niveau siden starten af 1990'erne.

/ritzau/