FN advarer: Mangel på ris i Filippinerne efter tyfoner

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

Filippinernes produktion af ris bliver væsentligt lavere i år end tidligere forventet på grund af de voldsomme tyfoner, der ramte landet i oktober og november.

FN's fødevare- og landbrugsorganisation, FAO, har nedjusteret sit skøn for årets risproduktion til 18 millioner ton fra før 18,9 millioner ton.

Supertyfonen Haiyan, der ramte den 8. november, ødelagde store dele af rismarkerne i det centrale Filippinerne. Naturkatastrofen kom samtidig med sæsonens første høst.

Ødelæggelserne påvirker også tilplantningen af rismarkerne til den anden høst i sæsonen 2013/14. Landets risafgrøder blev også ramt i oktober af tyfonen Nari.

Filippinernes samlede produktion i år vil sandsynligvis være tæt på høsten i 2012.

Men risbønderne i de hårdest ramte områder kan stå over for en alvorlig mangel på fødevarer, hvis afgrøderne til den næste høst ikke bliver plantet de kommende uger, advarer FN.

- Hvis vi ønsker at forhindre, at hele regioner af landet skal være afhængige af nødhjælpsforsyninger, er vi nødt til at reagere nu og hjælpe udsatte familier med at plante eller genplante inden udgangen af december, siger Dominique Burgeon fra FAO.

FAO forsøger at indsamle 24 millioner dollar, der skal bruges til at hjælpe omkring 250.000 husstande, der lever af landbrug eller fiskeri.

Filippinerne er verdens ottende største ris-producent, og det er landets vigtigste afgrøde.

/ritzau/dpa