FN-aftale på vej om flyforurening

FN's luftfartsorganisation, Icao, er på sit møde i Montreal ved at enes om en aftale om civile flys CO2-forurening.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der beskriver en aftale, som ser ud til langt fra at leve op til de krav, EU's klimakommissær, danske Connie Hedegaard, har spillet ind til forhandlingerne.

Ifølge Reuters indstiller Icaos eksekutivkomité til hele medlemsforsamlingen af 191 lande, der holder møde i Canada, at man skal lave verdens første globale markedsbaserede ordning for CO2-kvoter frem mod 2020.

EU havde søgt at få en mere bindende ordning med udgangspunkt i EU's egne regler for kvotehandel, der pålægger luftfartsselskaber at betale for den CO2, de udleder ved flyvninger til og fra EU.

Klimakommissær Connie Hedegaard siger ifølge Reuters, at aftalen viser, at "EU's hårde arbejde lønner sig", og at hun nu vil se på, hvordan EU frem mod 2020 kan arbejde videre med sin egen ordning for kvotehandel, ETS.

USA's klimaudsending, Todd Stern, byder kompromisset fra Icao velkommen.

- Efter nogle meget udfordrende diskussioner, hvor alle parter er gået på kompromis, har Icao klart forpligtet sig til multilateral handling for at håndtere klimaforandringer, siger Stern ifølge Reuters.

/ritzau/

Dagens Gossip