FN: IS begår krigsforbrydelser mod verdens kulturskatte

FN kalder det en "krigsforbrydelse", at Islamisk Stat (IS) har ødelagt kulturskatte og historiske monumenter i den gamle assyriske by Nimrud i det nordlige Irak.

Den ekstremistiske bevægelse har brugt bulldozere til at ødelægge uvurderlige fortidsminder i byen.

Irina Bokova, som leder FN's kulturorganisation Unesco, fordømmer ødelæggelsen af Nimrud med "den stærkeste kraft".

- Vi kan ikke forholde os tavse. Den overlagte ødelæggelse af kulturarv udgør en krigsforbrydelse, og jeg opfordrer alle politiske og religiøse ledere i regionen til at gå imod dette nye barbari, siger hun.

Unesco har opfordret til, at der gøres langt mere for at beskytte de mange steder, hvor civilisationen har haft sin vugge, og som systematisk ødelægges af jihadisterne.

Eksperter siger, at jihadisterne kun ødelægger genstande, som er for store til at smugle, og at de tjener penge til deres "kalifat" ved at sælge fortidsminder.

Stuart Gibson, som er en af Unescos eksperter på museer, siger, at det internationale samfunds fordømmelse ikke vil gøre indtryk på IS.

Den islamistiske gruppe, som hærger i både Syrien og Irak, har tidligere ødelagt antikke og værdifulde kunstgenstande på et museum i byen Mosul.

Islamisterne har offentliggjort en video, hvor militsfolk slår statuer af soklerne og ødelægger andre antikke genstande med hamre.

- Muslimer, disse genstande bag mig er figurer for folk fra gammel tid. De tilbad dem i stedet for Gud, siger en skægget militant på videoen.

Mange af de genstande, som de militante har smadret i Mosul, stammer fra flere hundrede år før vor tidsregning.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip