FN-chef frygter for civile i Homs

»Ban Ki-moon appellerer til parterne om at fokusere på at finde en politisk løsning. Det er den eneste vej ud af denne tragedie,« siger talsmanden og understreger, at Ban Ki-moon gentager sin opfordring til dem, der forsyner de stridende parter med våben, om at stoppe leverancerne.

Homs har længe været en central del af den syriske borgerkrig, og der er flere gange blevet rapporteret om deciderede massakrer i byen, der også har været mål for luftangreb, som har varet flere døgn.

Præsident Bashar al-Assads tropper har gennem de seneste uger vundet terræn i området omkring Homs og forsøger nu at trænge ind i strategisk vigtige områder, som er styret af oprørere.

I starten af juni tilkæmpede hæren sig kontrol over den strategisk vigtige grænseby Qusair, der ligger mellem Homs og den libanesiske grænse.

Oprørere oplyste ifølge BBC efter et angreb i lørdags, at kommunikationslinjerne til Homs blev afbrudt lørdag morgen, inden angrebet begyndte.

Situationen i Syrien er et af emnerne, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Ban Ki-moon skal diskutere torsdag, når FNs generalsekretær gæster Danmark i forbindelse med åbningen af den nye FN-by i København.

Dagens Gossip