FN-chef kræver handling: Syrere er stadig i akut nød

Skrevet af admin

23/04/2014

Dagens topnyheder

Ingen af de stridende parter i Syriens borgerkrig overholder FN's krav om humanitær adgang i landet, og derfor må Sikkerhedsrådet skride til handling, siger FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

I en 21 sider lang rapport til Sikkerhedsrådet skriver FN-chefen, at begge parter i konflikten forbryder sig mod international lovgivning ved ikke at følge FN's krav. Men Ban Ki-moon nævner ingen konkrete tiltag, lyder det.

- Sikkerhedssituationen forværres, og den humanitære adgang til de mest nødstedte er ikke blevet bedre. Det er fortsat et ekstremt udfordrende miljø at arbejde i, skriver Ban Ki-moon ifølge nyhedsbureauet AFP.

De 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet nåede for to måneder siden til sjælden enighed om en resolution, der krævede hurtig, sikker og uhindret adgang for humanitær hjælp til Syrien. Men der er endnu ikke sket fremskridt, siger Ban Ki-moon.

Mens den blodige borgerkrig i Syrien bliver mere og mere kompleks, står det stadig mere klart, at landet står midt i en omfattende humanitær katastrofe, hvor kvinder og børn sulter ihjel.

FN's generalsekretær advarede i begyndelsen af året imod, at omkring halvdelen af den syriske befolkning, tæt ved 9,3 millioner mennesker, har akut brug for humanitær hjælp i form af basale ting som mad og varme.

I den nyeste rapport skriver Ban Ki-moon ifølge AFP, at næsten 3,5 millioner civile stadig har akut behov for hjælp - blandt andet til livsvigtig medicin.

Syrien meddelte for få dage siden, at det vil holde præsidentvalg 3. juni trods den blodige borgerkrig, der har kostet over 150.000 mennesker livet, siden den begyndte for over tre år siden.

Præsident Bashar al-Assad har tidligere sagt, at han agter at genopstille. Hans embedsperiode udløber den 17. juni.

/ritzau/Reuters