FN-chef og Thorning: Demokrati skal genskabes

Militærets magtovertagelse i Egypten "er ikke i overensstemmelse med demokratiske principper".

Det slår FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, fast efter de dramatiske begivenheder det seneste døgn i Egypten, hvor hæren har afsat Mohamed Mursi som landets præsident.

- Hele denne situation er meget skrøbelig, og det er ikke klart, hvor vi bevæger os hen.

- Det ser ud til, at militæret har taget over og suspenderet den konstitutionelle proces. Det er vigtigt på dette tidspunkt, at det civile styre bliver genskabt så hurtigt som muligt på en fredelig og inkluderende måde, siger Ban Ki-moon på et fælles pressemøde med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i forbindelse med åbningen af den nye FN-by i København.

FN-generalsekretæren understreger samtidig, at han ser "med dyb bekymring" på udviklingen i Egypten, og at grundlæggende rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed i Egypten skal beskyttes, mens demokratiet genskabes.

Også Helle Thorning-Schmidt betegner det som "afgørende", at egypterne vender tilbage til de demokratiske spilleregler.

- Den egyptiske hær og den nye midlertidige præsident (Adli Mansour, red.) må få den demokratiske proces tilbage på sporet.

- Nu er det tid til fredelige kompromiser og forhandlinger, siger Thorning på pressemødet.

/ritzau/

Dagens Gossip