FN: Danske asylstramninger bryder konvention

Skrevet af admin

10/08/2015

Dagens topnyheder

Regeringens forslag om at sænke de sociale ydelser til flygtninge til SU-niveau strider imod krav i en FN-konvention.

Sådan lyder konklusionen i et høringssvar fra FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, til regeringen.

- UNHCR mener ikke, at ændringsforslaget opfylder de krav, som er opstillet i konventionen fra 1951 (flygtningekonventionen, red.), da den ikke i tilstrækkelig grad tager højde for den specifikke situation, som flygtninge står i (...), står der i høringssvaret.

Flygtningehøjkommissariatet vurderer desuden, at de lavere ydelser til flygtninge leder til forskelsbehandling i spørgsmålet om, hvem der skal have ret til hvilke ydelser.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) tager dog ifølge DR Nyheder kritikken med ophøjet ro.

Hun henviser til en dom fra Højesteret i 2012, hvor starthjælpen, der blev indført af den tidligere VK-regering, blev blåstemplet. Og det kan sammenlignes med den nye integrationsydelse, mener ministeren.

- Jeg fremsætter ikke noget lovforslag, der er i strid med konventionerne. Og det gør jeg ikke, fordi det ligger meget tæt op ad den gamle starthjælp, der blev tjekket i Højesteret, og der var ingen brud på konventioner, siger Inger Støjberg til DR Nyheder.

UNHCR skriver i høringssvaret, at går man under det minimumniveau, som FN fastsætter i den pågældende konvention, kan man blive bekymret for, at behandlingen bliver "umenneskelig og nedværdigende”.

- Princippet om, at flygtninge skal have de samme rettigheder til velfærd som landets borgere bør blive stadfæstet og styrket, lyder det.

Men den nye integrationsydelse vil enlige uden børn fremover modtage 5945 kroner før skat i integrationsydelse om måneden mod i dag op til 10.849 kroner før skat i kontanthjælp om måneden.

Et ægtepar over 30 år med børn vil fremover modtage i alt 16.638 kroner før skat i integrationsydelse om måneden mod i dag 28.832 kroner før skat i kontanthjælp om måneden.

/ritzau/