FN: Der er flere dødsfald på Middelhavet i år end i fjor

Skrevet af admin

31/05/2016

Dagens topnyheder

Alene i sidste uge omkom mindst 880 migranter og flygtninge under forsøg på at krydse Middelhavet, meddeler FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) tirsdag.

FN-organisationen bygger opgørelsen på interviews med overlevende, der er nået til Italien efter sørejsen.

2016 har været et "i særdeleshed dødeligt år" på Middelhavet. 2510 mennesker har mistet livet efter forlis.

I fjor var dødstallet på samme tid af året 1855, oplyser UNHCR-talsmand William Spindler.

Opgaven med at redde de mange migranter og flygtninge, som forsøger at nå til Europa, synes yderst vanskelig.

- I øjeblikket er smuglerne i gang med at genne mennesker om bord på både, der knap nok er sødygtige. I mange tilfælde er de ikke bygget til at krydse havet. Så snart de forlader kysten, tilkaldes redningstjenesten, som kommer og redder dem, siger Spindler.

Han kalder det et kapløb mod tiden at nå ud til de forliste både, inden de synker og folk drukner.

/ritzau/