FN-diplomat afslører Vestens afvisning af Syrien-løsning

Skrevet af admin

15/09/2015

Dagens topnyheder

Vesten forspildte i 2012 en oplagt mulighed for at sætte en stopper for blodbadet i Syrien, lyder udlægningen fra en erfaren finsk topdiplomat, som var involveret i forhandlinger i FN-regi.

Topdiplomaten Martti Ahtisaari, der også har modtaget Nobels fredspris, afslører i et interview med avisen The Guardian, at forslaget blev fremlagt for FN-ambassadørerne fra de fem permanente lande i FN's Sikkerhedsråd i 2012.

Det særligt interessante ved forslaget var, at Rusland, som ellers har støttet præsident Bashar al-Assad, var klar til at ofre Assad.

Den russiske FN-ambassadør, Vitalij Tjurkin, præsenterede forslaget på tre punkter, hvoraf et omhandlede Assads afgang efter fredsforhandlinger mellem styret og oppositionen var indledt.

- Det var en forspildt chance i 2012, siger Martti Ahtisaari, som også er forhenværende finsk præsident.

Ifølge Martti Ahtisaari afviste USA, Storbritannien og Frankrig forslaget, fordi de var overbeviste om, at Assad snart ville falde.

Rusland forsøger i øjeblikket at skubbe liv i en ny fredsproces for Syrien, og russerne sender både våben og soldater til det krigshærgede land, hvilket USA forsøger at stoppe.

Regeringen i Moskva siger, at det handler om bekæmpelsen af Islamisk Stat, og russerne argumenterer for, at USA bør havde samme politiske mål og støtte - i stedet for at blokere og kritisere.

Den erfarne finske diplomat blev sendt til møde med de fem FN-ambassadører i New York 22. februar 2012 af gruppen Global Elders, der tæller tidligere statsledere som Nelson Mandela, Jimmy Carter og Kofi Annan.

Ahtisaari holdt møde med Tjurkin, som han kendte, og det møde gjorde indryk.

- Han sagde tre ting. Et, vi skal ikke give våben til oppositionen. To, vi skal sætte gang i dialogen mellem oppositionen og Assad med det samme. Tre, vi skal finde en elegant måde at skubbe Assad ud, fortæller finnen om den russiske ambassadørs plan.

Den finske ekspræsident mener, at Vestens afvisning af det russiske tilbud har ført til en selvforskyldt katastrofe, og det har medført de store strømme af flygtninge.

Ahtisaari hævder også, at Kofi Annan ikke var interesseret i opgaven som FN's særlige udsending for Syrien, en post den tidligere FN-generalsekretær havde i en periode.

Ahtisaari modtog Nobels fredspris i 2008 for sit arbejde med løsning på internationale konflikter.

/ritzau/