FN-diplomater: Libyen har fået ny enhedsregering

Skrevet af admin

19/01/2016

Dagens topnyheder

En aftale om en enhedsregering i Libyen er tirsdag faldet endelig på plads, oplyser diplomater i Tunis. Forhandlingerne har været ledet af FN.

Den nye regering skal forene landets krigende grupper.

Et præsidentråd med base i Tunis, der er dannet i henhold til planen, har udnævnt i alt 32 ministre til den nye regering.

Libyen har haft to regeringer siden august 2014, da en militæralliance erobrede hovedstaden og etablerede sit eget parlament i Tripoli. Det tvang den internationalt anerkendte regering til at søge tilflugt i den østligt beliggende by Tobruk.

De to stridende regeringer i Libyen sagde i december, at de var nået til enighed om en politisk løsning på konflikten i det urohærgede land, som har været i kaos, siden Gaddafis fald i 2011.

En del af den FN-mæglede aftale blev underskrevet i december i Marokko af lovgivere fra de to libyske parlamenter og andre politiske aktører.

Præsidentrådet skal fungere i en overgangsperiode på to år, indtil der kan vælges en ny lovgivende forsamling.

Iagttagere fremhæver, at en ny enhedsregering i Tripoli har stor betydning for kampen mod Islamisk Stat.

The International New York Times beskriver i en forsideartikel tirsdag, hvordan amerikanske elitesoldater, der ventede en hjertelig modtagelse i Libyen i december, i stedet blev modtaget af en fjendtligt milits.

Episoden skyldtes dårlig kommunikation mellem rivaliserende grupper, som nu vil kunne arbejde bedre sammen mod jihadisterne i Islamisk Stat.

Islamisk Stat tog kontrollen med kystbyen Sirte i juni. Sirte er Muammar Gaddafis hjemby. Gruppen har udnyttet det kaos, som har bredt sig i hele Libyen siden revolutionen, til at vinde frem i det olierige land.

/ritzau/Reuters