FN: Dødstallet i Syrien overstiger 191.000 dræbte

Skrevet af admin

22/08/2014

Dagens topnyheder

Antallet af dræbte i den syriske borgerkrig, der har stået på i snart tre et halvt år, nærmer sig 200.000.

Det siger FN's menneskerettighedschef, Navi Pillay, der oplyser, at antallet af døde er på 191.369. Opgørelsen er fra borgerkrigens start i marts 2011 og frem til april i år, og derfor kan dødstallet allerede have passeret 200.000.

Navi Pillays talsmand, Rupert Colville, siger nemlig ifølge nyhedsbureauet AFP, at der dør mellem 5000 og 6000 mennesker hver måned i den blodige borgerkrig.

FN's menneskerettighedschef kritiserede torsdag FN's Sikkerhedsråd for ikke at gøre nok for at løse konflikten i Syrien. I en erklæring fredag siger hun, at den faldende globale opmærksomhed for borgerkrigen er "skandaløs".

- Jeg ærgrer mig dybt over, at kampene i Syrien og deres forfærdelige påvirkning på millioner af civile i Syrien er faldet ud af den internationale radar på grund af mange væbnede konflikter i denne tid med global destabilisering, siger Navi Pillay.

Borgerkrigen i Syrien brød ud, da præsident Bashar al-Assads sikkerhedsstyrker slog hårdt ned mod demonstrationer mod regimet, der så senere eskalerede til en regulær borgerkrig.

Bashar al-Assad styrer fortsat flere dele af Syrien, blandt andet hovedstaden Damaskus.

Jihadister fra Islamisk Stat (IS) kontrollerer dog store områder i det nordlige og østlige Syrien, hvor det blandt andet menes, at islamister henrettede den amerikanske journalist James Foley.

IS er i åben krig med den syriske regeringshær, og ifølge aktivistgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der følger udviklingen i borgerkrigen, har IS og regeringshæren netop været i et større sammenstød ved Tabqa-militærlufthavnen i den nord-syriske provins Raqa.

Mindst 70 IS-krigere rapporteres dræbt under kampene.

/ritzau/AFP