FN er dybt bekymret over droneangreb i Yemen

Skrevet af admin

26/12/2013

Dagens topnyheder

FN udtrykker "dyb bekymring" over dødelige droneangreb i Yemen, hvor flere civile har mistet livet den seneste måned som følge af de førerløse flys aktioner.

I en erklæring skriver verdensorganisationen, at 16 civile blev dræbt og yderligere 10 såret, da droner forvandlede et bryllup til et blodbad 12. december.

Ofrene var fejlagtigt blevet identificeret som medlemmer af terrornetværket al-Qaeda.

- Hvis bevæbnede droner skal anvendes, så må landene bag overholde international humanitær lov, og de skal afsløre det juridiske grundlag for operationen og kriterierne for angrebet, siger FN's ekspert Christof Heyns.

USA står bag alle droneaktioner over Yemen i et samarbejde med landets regering om at bekæmpe al-Qaeda.

De amerikanske droner har dræbt adskillige det seneste år.

Christof Heyns appellerer til, at USA og Yemen blandt andet løfter sløret for, hvor mange civile, der er blevet dræbt, og hvorvidt de har planlagt at kompensere ofrenes familier.

/ritzau/AFP