FN erklærer humanitær våbenhvile i Yemen under ramadanen

Skrevet af admin

09/07/2015

Dagens topnyheder

Sent fredag aften skal de stridende parter i Yemen indstille kampene, så der kan komme humanitær hjælp ind til civilbefolkningen.

En våbenhvile træder i kraft fredag klokken 23.59 lokal tid (22.59 dansk tid), oplyser en talsmand for FN ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

Våbenhvilen skal vare indtil ramadanen slutter den 17. juli, tilføjer talsmanden.

Onsdag meddelte regeringen i Yemen til FN, at den er klar til at acceptere en våbenhvile under betingelse af, at Houthi-militsen trækker sig ud af visse provinser og løslader fanger, siger en talsmand for regeringen, som er i eksil i Saudi-Arabien.

Tidligere på dagen var der ikke umiddelbart nogen kommentar fra Houthi-bevægelsen, men gruppen har tidligere sagt, at den vil byde en våbenhvile velkommen.

I sidste måned forsøgte FN at mægle i forhandlinger om en våbenhvile, men det lykkedes ikke at nå til enighed, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Konflikten i Yemen har kostet mere end 3000 mennesker livet, og en kvart million mennesker er tvunget på flugt fra deres hjem, vurderer FN.

/ritzau/Reuters