FN: EU's initiativer gør for lidt og kommer for sent

Skrevet af admin

18/12/2015

Dagens topnyheder

FN's flygtningehøjkommissær, António Guterres, siger, at han er bekymret for det europæiske asylsystems fremtid. Han understreger, at der er behov for nye, omfattende flygtningeprogrammer i Europa.

- De europæiske initiativer gør altid for lidt, og de kommer altid for sent, siger han.

Guterres hilser det velkommen, at EU's grænseagentur, Frontex, vil øge sin tilstedeværelse i Grækenland. Men han siger, at det ikke er tilstrækkeligt.

Frontex-operationen, der har fået navnet Poseidon Rapid Intervention, skal senere i denne måned tilføres 376 grænsevagter og tolke, herunder folk, der har ekspertise i screening, debriefing, fingeraftryk og falske dokumenter.

Mandskabet til den ekstra indsats bliver rekrutteret fra de 26 lande, der deltager i Schengen-samarbejdet om det grænseløse Europa.

Guterres opfordrer til en "omfattende omfordeling" af syriske og andre flygtninge inden for Europa. Han siger, at "hundredtusinder må omfordeles, inden kontinentets asylsystem går i opløsning".

- Jeg mener hundredtusinder - og ikke kun det antal, som har været diskuteret indtil nu i forbindelse med omfordelinger, siger Guterres, som fredag holdt et pressemøde om flygtningekrisen.

- Hvis dette ikke kommer på plads, og tragedien i Det Ægæiske Hav og den kaotiske situation på Balkan fortsætter, så må jeg sige, at jeg er dybt bekymret for det europæiske asylsystems fremtid, understreger han.

Antallet af mennesker, som er tvunget på flugt af krig, vold og forfølgelse, ventes i år at blive større end sidste års rekord, hvor det nåede op på næsten 60 millioner.

- Efter at næsten en million mennesker har krydset Middelhavet som flygtninge eller migranter i år indtil nu, mens konflikterne i Syrien og andre steder fortsætter med at skabe mere menneskelig lidelse, ser 2015 ud til at slå alle rekorder med hensyn til antallet af fordrevne på globalt plan, hedder det i den seneste rapport fra UNHCR.

Med over 60 millioner fordrevne er der en flygtning for hver 122 personer.

Dagligt bliver yderligere 4600 mennesker gjort til flygtninge.

- De mange fordrevne er en faktor, som meget dybt præger vores tidsalder, siger Guterres.

Portugiseren forlader jobbet som chef for FN's Flygtningehøjkommissariat ved årets udgang. Den danske regering havde indstillet tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til jobbet, men hun blev vraget til fordel for italieneren Filippo Grandi.

/ritzau/Reuters