FN fordømmer brug af børnesoldater i Syrien

Det syriske regime har ydermere tortureret børn, som er mistænkt for at stå i forbindelse med oprørsgrupper, står der ifølge Reuters i rapporten.

Heri lægges der vægt på, at både oprørere og regeringsstyrkerne har forpligtet sig til at stoppe overgrebene på børnenes rettigheder.

Rapporten bygger på indberetninger fra FNs særlige udsending for børn i væbnede konflikter, Leila Zerrougui, der besøgte Syrien i december.

Ifølge rapporten bliver syriske børn rekrutteret, dræbt og voldtaget af regeringsstyrker og væbnede grupperinger.

Det er ikke kun tilfældet i Syrien, men også i Afghanistan, Tchad, den Demokratiske Republik Congo, Somalia, Sudan, Sydsudan og Yemen, ligesom væbnede grupper i Mali, Columbia, Filippinerne, Myanmar, Irak og i den Centralafrikanske Republik rekrutterer børnesoldater, skriver nyhedsbureauet.

Ifølge rapporten er en særligt bekymrende tendens i Syrien, at børn tortureres for deres tilhørsforhold til oprørsstyrker.

»Der var et antal tilfælde på at regeringsstyrker brugte seksuel vold mod drenge med henblik på at indhente informationer eller tilståelser,« fremgår det af rapporten.

Væbnede oprørsgrupper, herunder Free Syrian Army (FSA), bliver i rapporten ligeledes anklaget for af bruge børn, oftest i alderen fra 15 til 17 år, både i direkte kamphandlinger, men også til for eksempel transport af mad og vand. Det skriver Reuters.

Det er blandt andet børn, der har mistet deres forældre, der bliver rekrutteret.

Dagens Gossip