FN fordømmer forfølgelse af kristne i Irak

FN's Sikkerhedsråd fordømmer i en resolution forfølgelsen af kristne og andre mindretal i Irak, og det advarer om, at sådanne handlingerne kan opfattes som forbrydelser mod menneskeheden.

De ultravoldelige islamister i Den Islamiske Stat (IS), der tidligere hed Islamisk Stat i Irak og Levanten (Isil), truer hele den kristne tilstedeværelse i regionen efter to årtusinder, lyder bekymringen.

I weekenden måtte hundredvis af familier flygte fra den engang kosmopolitiske storby Mosul.

I en enstemmigt vedtaget resolution fordømmer de 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet "i de stærkeste termer den systematiske forfølgelse af medlemmer af mindretal og af alle, der afviser den ekstremistiske ideologi, som Isil og lignende grupper står for."

Sikkerhedsrådet opfordrer den irakiske regering og FN til at intensiver bestræbelserne på at imødekomme de humanitære behov hos alle internt fordrevne og gribe ind over for "terrortruslen" mod mindretal.

De militante overtog søndag klostret Mar St. Behnam i det nordlige Irak, der engang var et af landets mest kendte kristne landemærker. Islamisterne smed de munke, der boede i klostret, ud.

I Mosul er kristne flygtet fra deres hjem og deres ejendele, efter at IS udstedte et ultimatum om, at "kristne skal konvertere til islam og betale en særlig skat, eller de skal forsvinde eller dræbes af sværdet."

Før den amerikanskledede invasion i 2003 boede der over en million kristne i Irak. Frem til weekenden havde der været kristne i Mosul igennem 16 århundreder.

Efter Irak-krigen og fjernelsen af Saddam Hussein brød det eksisterende statsapparat med overvejende sunnimuslimer i spidsen ned, og et nyt opstod med en overvejende shiamuslimsk styret regering.

Det har haft markant betydning for sunnimuslimerne og tændt op under den sekteriske konflikt. Ude i regionerne er der primært sunnimuslimer i sikkerhedsstyrkerne og de militære enheder.

IS er blevet stadigt stærkere, efter at regeringen ikke har evnet at række bredt ud og omfavne alle dele af det irakiske samfund, der blandt andet omfatter koptiske kristne, kurdere, drusere, sunni- og shiamuslimer.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip