FN: Frygtet giftgas brugt i Syrien gentagne gange

Skrevet af admin

13/12/2013

Mest læste i dag

FN's våbeninspektører konkluderer, at der formentligt er blevet brugt kemiske våben i fem ud af syv angreb, som inspektørerne har undersøgt i Syrien.

Den frygtede, farveløse nervegas sarin er blevet anvendt i fire af de fem tilfælde - en af gangene i større skala.

Sådan lyder det fra FN-inspektørerne torsdag i den endelige rapport om sagen, der tæller 82 sider.

Våbeninspektørerne har kun undersøgt, om der er blevet anvendt kemiske våben i den syriske borgerkrig. De fastslår altså ikke noget om, hvorvidt det er regimet eller rebellerne, som har stået bag angrebene.

Ofrene for de kemiske våben tæller både regeringssoldater og civile.

Sarin kan indåndes eller absorberes via huden. Det får åndedrætscenteret i det centrale nervesystem til at svigte og lammer musklerne omkring lungerne. Det er denne kombination, som fører til døden ved kvælning.

Indånding af en høj dosis kan føre til døden "inden for et par minutter" uden forudgående symptomer - ifølge Organisationen til Forbud mod Kemiske Våben.

Selv når sarin ikke dræber, kan gassen forårsage permanente skader på ofrets lunger, øjne og centralnervesystem. Nervegassen er tungere end luft, og den kan lægge sig over et område i op mod seks timer alt afhængig af vejr- og vindforhold.

Efter et kemisk angreb mod en oprørskontrolleret forstad i hovedstaden Damaskus i august truede USA det syriske regime med et militært angreb.

Men kort efter erklærede Syriens præsident, Bashar al-Assad, sig villig til at tilslutte sig det internationale forbud mod kemiske våben.

USA og Rusland fulgte op med en plan om at destruere alle kemiske våben i Syrien, og den blev senere bekræftet i en FN-resolution.

Borgerkrigen i Syrien, der nu har varet over 2,5 år, har ifølge FN kostet mere end 100.000 menneskeliv.

/ritzau/Reuters