FN-generalsekretær: Straffeaktion kan forværre syrisk borgerkrig

Ban Ki-moon sagde ved en pressekonference i FNs hovedkvarter, at »brug af magt kun er legalt, når der er tale om selvforsvar, eller hvis det er sanktioneret af FNs sikkerhedsråd«.

Generalsekretæren sagde ifølge AFP, at et militært angreb mod Syrien kan forværre den mere end to år lange borgerkrig i Syrien.

»Vi bør overveje konsekvensen af enhver form for straffeaktion i bestræbelserne på at forebygge yderligere blodsudgydelser og skabe grobund for en politisk løsning på konflikten,« sagde Ban Ki-moon.

To af de fem medlemmer af Sikkerhedsrådet - Rusland og Kina - har modsat sig militær indgriben i konflikten. USAs præsident Barack Obama er derimod tilhænger af en militær aktion mod Syrien og er ved at samle opbakning fra Kongressen til en aktion mod det syriske regime.

Ban Ki-moon tilføjede, at hvis FN-inspektørernes undersøgelse bekræfter, at der har været anvendt kemiske våben i Syrien, så bør Sikkerhedsrådet bilægge dets uenighed og handle.

»Hvis det bekræftes, er enhver brug af kemiske våben under nogen som helst omstændigheder en alvorlig overtrædelse af international lov og en uhyrlig krigsforbrydelse,« sagde Ban Ki-moon ifølge Reuters.

FN-inspektører har taget prøver fra ofre og fra raketrester i det område i udkanten af Damskus, der menes at have været udsat for angreb med kemiske våben 21. august. Et angreb, der ifølge USA kostede næsten 1.400 mennesker livet. Endnu afventer FN resultaterne af undersøgelserne.

Ban Ki-moon understregede, at der påhviler stormagterne et »kollektivt ansvar over for menneskeheden« i forhold til at standse brugen af kemiske våben.

Dagens Gossip

Dagens TV